Er der styr på foreningens legepladser?

Legepladser kan være offentlige eller private, og er undergivet forskellig lovgivning og standarder.

En legeplads, der ikke er en del af en privat have, er at betragte som en offentlig legeplads – også selv om den er indhegnet, eller med skilte markeret som privat – hvis ejeren er en grundejerforening, så er legepladsen offentlig og dermed omfattet af reglerne i bygningsreglementet.

En offentlig legeplads skal opfylde specielle krav og skal løbende tilses for at sikre, at den er forsvarlig.

Tilsyn skal foretages af en ”kompetent” person, men der er ikke krav om, at tilsynet skal foretages af nogle af de certificeringsfirmaer, der findes.

Bestyrelsen bør derfor løbende føre tilsyn – og med rimelige intervaller – f.eks. i forbindelse med hvert bestyrelsesmøde – foretage eftersyn, notere mangler/udbedringsbehov, en tidsplan for handlingen og hvem der har ansvaret for gennemførelse – og foretage opfølgning fra sidste tilsyn – noter det hele i en logbog, så I kan dokumentere at I tager ansvar for, at legepladsen er i orden. Hvis nødvendigt, så sørg for en forsvarlig afspærring af defekte redskaber indtil udbedring er foretaget.

Som udgangspunkt er ophold på en legeplads ”på eget ansvar”, men grundejerforeningen skal med ovennævnte procedure sikre, at ophold kan ske uden risiko for tilskadekomst.

For yderligere studier kan henvises til sikkerhedsstyrelsen Love og regler om legepladsredskaber til privat og offentlig brug og til bygningsreglements krav og vedledning BR18