
Du kan klage til Byggeriet Ankenævn
Hvad laver SLF i Byggeriets Ankenævn
Forbrugerrådet Tænk tilbød SLF sæde i Byggeriets Ankenævn, hvor jeg har repræsenteret forbrugerne de sidste tre år. SLF får gennem dette arbejde en større faglig viden og dybere indsigt i fejl og sjusk i byggesager på sommerhuse. SLF har en bedre mulighed for at vejlede og støtte, hvis medlemmerne oplever problemer i byggesager.
Sommerhuse kræver vedligehold, reparationer, deciderede ombygninger, udvidelser og forbedringer udført af håndværkere. Desværre viser det sig, at disse arbejder kan indeholde fejl, mangler og sjusk på grund af ikke håndværksmæssigt forsvarligt udført arbejde. Sådanne sager ender for det meste i Byggeriets Ankenævn
I de seneste tre år har Ankenævnet behandlet nedenstående sager:
År Antal indkomne i alt Antal sager sommerhuse %
2024 764 71 9,29%
2023 643 70 10,88%
2022 715 64 8,95%
Hvis du som sommerhusejer er uenig eller utilfreds med den leverede vare, hvad angår pris, kvalitet og håndværksmæssig forsvarlig udførelse fra virksomheden, kan du klage til Byggeriets Ankenævn. Ankenævnets primære opgave er, at byggerisager kan behandles hurtigt, hvis klager får medhold og ”skaden” kan udbedres indenfor overskuelig tid. Det siger sig selv, hvis der ved byggesjusk løber vand uønsket ind gennem det nye tag, så vil en langsommelig sagsbehandling i Byretten – og måske Landsretten – ikke gavne din ejendom og indbo.
Inden du klager, skal du være opmærksom på, at nedenstående 9 faktorer, som minimum skal være opfyldte, før Byggeriets Ankenævn kan behandle din klage:
- Man skal have reklameret over for den indklagede virksomhed
- Sagen må ikke være ”forældet”
- Klagen må ikke være useriøs eller unødig, eller det må ikke kunne anses for åbenbart, at der ikke kan gives medhold i klagen
- Man skal kunne dokumenter de finansielle aspekter i entreprisen
- Aftaler skal som udgangspunktvære på skrift
- Tredjeparter kan ikke inddrages
- Undlade at inddrage flere nævn omkring samme sag
- 1-million-reglen i Byggeriets Ankenævn
- Du skal være forbruger.
Nærmere oplysninger kan hentes på https://www.byggerietsankenaevn.dk/til-forbrugere/
Sten Scheller
Formand SLF


