I dette nyhedsarkiv finder du de nyheder, der har været lagt op på hjemmesiden fra 2019 til 2023.
***
12 gode nyheder til vinterbaderne
(6. oktober 2023) 12 steder i landet kan man til vinter hoppe i de kolde bølger med garanti for rent vand og høj badesikkerhed. På bare to sæsoner er mærkningen Vinterbadepunkt vokset fra forsøgsordning i en enkelt kommune til at dække det meste af landet.
Nu er ordningen permanent, og syv kommuner er med. En af dem er Hedensted, hvor badepunkt-flaget vajer over den gamle færgehavn i Juelsminde. Et andet flag blafrer ved Nysø i Varde Kommune.
Flaget er vinterbadernes garanti for, at vandet er rent. Og at det er sikkert at bade, også i frost og minusgrader. Det sidste handler blandt andet om livredningsudstyr og fokus på underlaget på f.eks. isglatte badebroer.
– Der er lidt større risiko for ulykker om vinteren. Så vi er glade for, at flere kommuner og vinterbadeklubber kan se fornuften i at gøre det så sikkert som muligt at vinterbade i deres område, siger direktør Winni Grosbøll fra Friluftsrådet, der driver vinterbadepunkt-ordningen.
De 12 vinterbadepunkter findes på Langeland, på Mors, i Sydsjælland, på Fyn, i Midtjylland og i Vestjylland.
Læs mere om ordningen på vinterbadepunkt.
***
Bliv klogere på det at have hus på lejet grund
(26. september 2023) Har jeres forening medlemmer med hus på lejet grund? Så har I nu chancen for at blive klogere på denne konstruktion, som byder på særlige udfordringer for både grundlejere og -ejere. Især har fornyelse af lejekontrakten givet problemer for flere sommerhusejere.
I samarbejde med flere medlemsforeninger og FLs advokat Michael Nathan tilbyder FL en temadag, som sætter fokus på lovgivning og regler på området. Desuden vil der være mulighed for at få svar på konkrete spørgsmål inden for emnet.
Temadagen holdes lørdag den 11. november 2023, kl. 9.30–16.15, på Hotel Park i Middelfart. Sidste frist for tilmelding er søndag den 1. oktober 2023.
Spørgsmål om arrangementet kan stilles til formanden for FLs udvalg for sommerhuse på lejet grund, Inger-Lise Carstensen, på tlf.: 2811 2125 eller 9823 6440.
Invitation med program for temadagen er sendt til medlemsforeningerne og kan ses på temadag.
***
Nyt EU-forslag kan gøre tusindvis af sommerhuse usælgelige
(20. september 2023) Flere end 150.000 danske sommerhuse er bygget før 1980. Det kan komme til at give store problemer, hvis et nyt forslag til et EU-bygningsdirektiv bliver vedtaget, skriver Jyllands-Posten.
Det handler om energiforbrug. Ifølge forslaget skal alle boliger, herunder sommerhuse, i 2030 som minimum kunne opnå energimærke E. I 2033 vil kravet stige til D. I dag er der ikke krav om energimærkning af sommerhuse. Der findes derfor heller ikke tal for, hvor mange sommerhuse der er dårligt isoleret.
Men det gælder formentlig stort set alle sommerhuse bygget i 1970’erne eller tidligere, vurderer FLs næstformand Ivan Munk over for avisen.
– Jeg var for nylig inde og kigge på et typehusfirma, der satte rigtig mange sommerhuse op i slutningen af 1970’erne. Der var ingen isolering i taget og kun 5 cm i væggene. Det var det, bygningsreglementet dikterede for sommerhuse dengang, siger han.
Frygter nedrivning af ulovlige huse
Ivan Munk frygter for konsekvenserne, hvis ældre sommerhuse med energimærke E, F eller G pludselig får status som ulovlige.
– Så kan man måske ikke få lov til at optage lån i dem. Man vil måske heller ikke kunne sælge dem. Og så vil vi se, at man begynder at vælte brugbare sommerhuse. For ikke at tale om, at prisen og efterspørgslen på håndværkere vil gå amok.
Det er dog både rimeligt og relevant at stille krav om energieffektivitet til nybyggede sommerhuse, mener han. De er ofte markant større og bruger mere energi end de gamle huse.
– Der bliver flere og flere af de her megasommerhuse, der udelukkende er bygget med udlejning for øje. De begynder at ligne helårshuse, så dér kan jeg godt forstå, at der stilles krav. Men så må man lave en definition ud fra byggeårstal og antal kvadratmeter, siger Ivan Munk.
Direktivet forventes at være klar i 2025.
Læs hele artiklen i Jyllands-Posten Bolig fra 19. september 2023.
***
Udbuddet af sommerhuse faldt en smule fra august til september
(11. september 2023) Antallet af sommerhuse på hylderne hos landets ejendomsmæglere er pr. primo september 1,3 pct. lavere end måneden før. Det fortæller de seneste udbudstal fra boligportalen Boligsiden.
Med til historen hører dog, at udbuddet er ni pct. højere end i primo september 2022, som var året med færrest sommerhuse til salg, siden Boligportalen begyndte at føre statistik i 2011.
– Udbuddet er stadig lavt, men det ligger på et højere niveau end sidste år, siger Boligsidens kommunikationsdirektør Birgit Daetz.
– At udbuddet nu falder en smule igen, følger blot sæsonen, hvor vi som sædvanligt ser aktiviteten stige i foråret og sommeren for derefter at falde, når efteråret banker på. Efterspørgslen synes dog stadig at være til stede, så der er god mulighed for at få sommerhuset solgt, hvis man går med salgstanker
Se, hvordan sommerhuspriserne har udviklet sig i dit område.
***
Nyhedsbrev nr. 4/23 er sendt ud
(28. august 2023) Odsherred Kommune vil lægge loft over størrelsen på nye sommerhuse med nyt tillæg til kommuneplan. Grænsen foreslås sat ved 200 kvm.
Et af Danmarkshistoriens største kystsikringsprojekter er gået i stå. De tre deltagende kommuner har ikke penge til at opfylde Miljøministeriets krav om retablering af beskyttede stenrev.
Ringkøbing-Skjern og Tønder Kommuner er kåret som Danmarks bedste til friluftsliv.
Og så inviterer FL til en temadag om at have hus på lejet grund den 11. november. Denne specielle ejerkonstruktion byder på særlige udfordringer for både lejere og ejere.
Læs mere i nyhedsbrevet.
***
Forslag til ny postlov i strid modvind
(15. august 2023) Forslaget om en ny postlov får ikke mange venlige ord med på vejen af FLs medlemsforeninger. Omkring 20 af dem har sendt indsigelser – enten via FL eller direkte til Trafikstyrelsen.
“Lovforslag og kommentarer er mangelfulde og tager afsæt i manglende data, kendskab eller manglende åbenhed. Vi finder, at det er fatalt dårligt arbejde,” lyder det sammenfattende i FLs høringssvar.
FLs bestyrelse takker for medlemsforeningernes opbakning til høringen. Høringssvaret kan læses på høringer
***
10. august er sidste frist for bemærkninger til forslag om ny postlov
(3. august 2023) Husk, at torsdag i næste uge er sidste frist for indsigelser, hvis jeres forening vil have indflydelse på udformningen af den nye postlov. En række medlemsforeninger har allerede indsendt deres bemærkninger, men sekretariatet hører gerne fra flere.
Ifølge lovforslaget skal beboere i sommerhusområder i fremtiden hente deres post i et centralt brevkasseanlæg og ikke i egen postkasse.
Bemærkninger til lovforslaget skal sendes til FLs sekretariat på sekretariat@sommerhusejerne.dk senest torsdag den 10. august. Lovforslaget og tilhørende bemærkninger er lørdag den 8. juli sendt pr. email til formænd og kasserere i samtlige medlemsforeninger. Dokumenterne findes også på høringer.
***
Sommerhuspriserne steg i juni
(19. juli 2023) Sommerhuspriserne steg med 0,6 pct. den seneste måned. Det viser nye juni-tal fra Boligsidens Markedsindeks. Den gennemsnitlige salgspris for et sommerhus i Danmark ligger nu på 22.819 kr. pr. kvadratmeter.
Med den seneste måneds stigning nærmer sommerhuspriserne sig efterhånden sidste års niveau. Sammenligner man priserne for juni i år med samme måned sidste år, ligger det nuværende prisleje blot 1,7 pct. under sidste års niveau.
– Juni-priserne nærmer sig nu niveauet for juni 2022. En del af forklaringen er, at sommerhusenes popularitet synes at fortsætte igen i år. Samtidig er der ganske få sommerhuse til salg, og det bidrager til at skubbe priserne op, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Se prisudviklingen i de 20 mest populære sommerhuskommuner.
***
Forslag til ny postlov i høring
(11. juli 2023) Beboere i sommerhusområder skal i fremtiden hente deres post i et centralt brevkasseanlæg og ikke i egen postkasse – i hvert fald hvis det står politikerne på Christiansborg. Det indgår i en politisk aftale om fremtidens postbefordring.
Centralt placerede postkasseanlæg er i dag kun et lovkrav i sommerhusområder, der er udstykket efter 1973. Med lovændringen vil reglerne blive de samme i alle fritidshusområder uanset alder.
Loven skal som udgangspunkt træde i kraft til årsskiftet. Dog foreslås det, at de nye regler om bl.a. centrale postkasseanlæg i sommerhusområder først træder i kraft senere, hedder det i bemærkningerne til lovforslaget.
Et forslag til den ny postlov er netop sendt i høring. FL er høringsberettiget i sagen og opfordrer derfor alle medlemsforeninger til at indsende evt. bemærkninger til Sekretariatet på sekretariat@sommerhusejerne.dk senest torsdag den 10. august. Lovforslaget og tilhørende bemærkninger er lørdag den 8. juli sendt pr. email til formænd og kasserere i samtlige medlemsforeninger. Dokumenterne findes også på høringer.
***
Ni særlige lokaliteter skal være lettere at få øje på
(6. juli 2023)
Godt 39 mio. kr. fra Ny Carlsbergfondet og Realdania skal bidrage til at gøre ni helt særlige steder i danske landkommuner mere synlige. Nogle af dem – som Skagen og Rømø – har for længst fundet vej til turistbrochurerne, mens den gamle staldruin ved Lindelse Mølle på Langeland og Slivsø ved Haderslev næppe er kendt ud over lokalområdet.
Det skal der nu laves om på. I projektet ‘Stedet tæller X’ skal kunstnere og arkitekter sammen med kommunerne, Naturstyrelsen og lokale foreninger arbejde sammen om at realisere de ideer, som lokale ildsjæle har budt ind med. Virkemidlerne spænder fra bygningskulturen til naturen og fortællinger om fremtiden. Hvad der konkret skal ske de forskellige steder afgøres ved to idékonkurrencer efter sommerferien.
Læs mere om projektet på Stedet tæller X.
(foto: Bark Rådgivning)
Pæn stigning for sommerhussalget i maj
(30. juni 2023)
911 købere blev nye sommerhusejere i maj måned. Det er 28 pct. flere end i måneden før. Flere steder i landet ligger salgstallene for maj endda højere end tallene i maj 2022, viser en ny opgørelse fra boligportalen Boligsiden.
– Sommerhusene fortsætter med at være populære. Under efteråret og vinterens nedgang på boligmarkedet har netop denne boligtype været forskånet for store udsving. Nu ser vi en normal forårsblomstring i salget, siger Boligsidens kommunikationsdirektør Birgit Daetz.
De 911 sommerhushandler i maj er det højeste antal på en måned siden maj 2022, da der blev solgt 1.019 sommerhuse. På landsplan ligger salgstallene for maj 11 pct. lavere end i maj 2022. Men lokalt har salget flere steder ligget højere. Det gælder f.eks. de lidt mindre sommerhuskommuner som Sønderborg og Næstved. Men også i populære sommerhuskommuner som Gribskov og Kalundborg er der solgt flere sommerhuse i maj i år end i samme måned sidste år.
Se, hvordan salget er gået i din kommune, på majsalg.
***
Nyhedsbrev nr. 3 er sendt ud
(17. juni 2023)
Et forslag til en ændret lokalplan for 23 store sommerhuse på Sydals er endnu engang blevet sparket til hjørne. Ifølge en kendelse fra Planklagenævnet er forslaget ugyldigt, fordi Sønderborg Kommune brugte forkerte tal, da den undlod at gennemføre en miljøvurdering af de trafikmæssige konsekvenser af byggeriet.
FL fik knyttet mange kontakter til både potentielle medlemsforeninger og mulige samarbejdspartnere på Feriehusmessen i Fredericia, hvor også årets generalforsamling blev holdt. Det er næppe sidste gang, at FL vælger denne model, lyder de umiddelbare meldinger oven på arrangementet. På generalforsamlingen valgtes bestyrelsesmedlem Sten Scheller til ny formand for FL. Nye navne i bestyrelsen er Poul Richard Fedders, GF Fiskervej, Sønderborg, og Steen Eisensee, GF Bjerghammer 1983, Faaborg-Midtfyn.
Læs mere på nyhedsbreve.
***
FL er med på årets Folkemøde
(4. juni 2023) FLs næstformand Ivan Munk er med i panelet, når Feriehusudlejernes Brancheforening inviterer til en debat under overskriften ‘Grønne feriehuse – hvem har ansvaret?’ Det sker torsdag den 15. juni på årets udgave af Folkemødet på Bornholm. I panelet sidder også formand for Feriehusudlejernes Brancheforening, direktør Per Dam, gruppeformand Henrik Frandsen, Moderaterne, næstformand i skatteudvalget, Sigurd Agersnap, SF, og direktør Sisse Fjeldsted Rasmussen fra byggemarkedskæden Stark.
Læs mere på Folkemødet.
***
Blåt stempel til 236 strande, havne og badepunkter
(24. maj 2023) Friluftsrådet uddeler i år Blå Flag til 153 strande og 15 havne i Danmark. Derudover kan 68 badesteder hejse Badepunkt-flaget. De to mærkningsordninger garanterer både rent badevand og et særligt fokus på bæredygtighed.
“Rent badevand er vigtigt for mange. Men vi ved, at mange danskere også går op i bæredygtighed, og et af de vigtigste kriterier for Blå Flag er netop fokus på bæredygtighed. F.eks. i form af aktiviteter, der gør gæsterne klogere på natur og miljø, siger Friluftsrådets direktør Winni Grosbøll.
Blå Flag er en international mærkningsordning, som i Danmark drives af Friluftsrådet. Badepunkt er en nordisk mærkningsordning, der har været uddelt siden 2018.
Se listen over steder med blåt stempel på blå flag.
***
Sommerhuspriserne stiger
(17. maj 2023) Efter mange måneder med faldende priser steg kvadratmeterprisen for sommerhuse i april for anden måned i træk. Gennemsnitsprisen for hele landet lå i april på 22.176 kr. pr. kvadratmeter. Det er en stigning på 1,8 pct. i forhold til måneden før, viser tal fra boligportalen Boligsiden.
Den største månedlige stigning – på 8 pct. – tegner Hjørring Kommune sig for. Sammenligner man priserne i april 2023 med april 2022, ligger Hjørring også i top med en stigning på 19,9 pct.
Se, hvordan det er gået med prisudviklingen i din kommune, på sommerhuspriser.
***
900 km diger tryktestes
(10. maj 2023) Kystdirektoratet går om kort tid i gang med at undersøge tilstanden af ca. 900 km diger, der er med til at beskytte de danske kyster. Digerne ligger typisk langs fjorde og ved kystbyer som Randers, Holbæk og Vordingborg. Konstruktionen og styrken af disse diger er kun dårligt beskrevet. De er typisk mellem 50 og 80 år gamle og opført af lokale landmænd med de forhåndenværende materialer. De holdt fint til fortidens vejr, men kan komme på en hård prøve i en fremtid med et voldsommere klima.
De danske kyster omkranses af i alt ca. 1.100 km diger. Kystdirektoratet kender i forvejen tilstand og styrke i de ca. 200 km langs den jyske vestkyst og ved Lolland-Falster. Nu skal resten undersøges takket være en bevilling på 42 millioner kr. fra Finansloven.
Læs mere på digetest.
***
Feriehusmesse gav mange kontakter
(19. april 2023) Mange af deltagerne i FLs generalforsamling 15. april benyttede eftermiddagen til at besøge Feriehusmessen og få en sludder med bestyrelsen på FLs stand. Her tog medlemmer af bestyrelsen på skift mod de mange gæster. FL fik kontakt med en lang række sommerhusejere, som kunne tage hjem med argumenter for at melde sig ind i FL.
Oplevelsen var, at mange ikke anede, hvad FL er. Men det kom de til. Forsikringerne var et argument, der solgte godt, men mange nævnte også muligheden for at få hjælp til bestyrelsesarbejdet.
Samtidig fik FL kontakt med mange aktører i sommerhusbranchen – byggefirmaer, udlejningsfirmaer og leverandører af bl.a. grøn energi, indbo og ladestandere. Der blev knyttet mange kontakter af stor værdi for FLs fortsatte arbejde.
Nu skal der evalueres, men stemningen var, at det bestemt ikke er sidste gang, FL deltager på messen.
***
FL får ny formand
(17. april 2023) På FLs ordinære generalforsamling i Fredericia lørdag den 15. april blev bestyrelsesmedlem Sten Scheller valgt som ny formand for FL. Han afløser den hidtidige formand Flemming Jensen, som ikke ønskede genvalg på formandsposten, men i stedet indtræder i bestyrelsen. Nye medlemmer af bestyrelsen er Poul R. Fedders fra GF Fiskervej på Als og Steen Eisensee fra GF Bjerghammer 1983 på Sydfyn.
Se hele den nye bestyrelse med suppleanter på FLs bestyrelse.
***
Nyhedsbrev nr. 2 er sendt ud
(3. april 2023) ‘Hvordan får vi indflydelse på udviklingen i sommerhusområderne?’ Det var et af hovedemnerne for årets første FL-seminar. Ikke overraskende kom de store sommerhuse hurtigt i fokus.
Fire sommerhusejere fra Lønstrup skal betale i alt 425.000 kr. plus udgifter til oprydning af 650 tons granit og store mængder beton. Sommerhusejerne havde på eget initiativ forsøgt at beskytte deres huse mod at blive skyllet i havet. Men den går ikke, sagde Vestre Landsret og stadfæstede dermed en dom fra Retten i Hjørring.
Og så er det lige om lidt, at FL holder generalforsamling inden for rammerne af Feriehusmessen i Fredericia. Husk, at der er gratis adgang til messen for tilmeldte bestyrelsesmedlemmer med ledsager. Tilbuddet gælder både lørdag og søndag den 15. og 16. april 2023.
Læs mere om det og andre emner i det seneste nummer af nyhedsbrevet.
Medlemsforeninger kan finde bilag til generalforsamlingen her!
***
Husk at melde til generalforsamlingen
(22. marts 2023) Så er det snart ved at være tid, hvis I vil sikre jer en plads på FLs generalforsamling lørdag den 15. april 2023. Sidste frist for tilmelding er på mandag den 27. marts 2023. Arrangementet holdes i år inden for rammerne af Feriehusmessen i Fredericia. Som noget nyt er generalforsamlingen åben for alle bestyrelsesmedlemmer i FLs medlemsforeninger, så længe pladsen rækker – og I har meldt jer til.
Husk, at der er gratis adgang til messen for tilmeldte bestyrelsesmedlemmer med ledsager. Tilbuddet gælder både lørdag og søndag den 15. og 16. april 2023.
Medlemsforeninger kan finde bilag til generalforsamlingen her!
Læs mere om FL og Feriehusmessen i det seneste nummer af nyhedsbrevet.
***
Priserne på sommerhuse faldt i februar
(14. marts 2023) Salgspriserne for sommerhuse oplevede et fald på 2,9 procent i februar måned. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks. Det er første gang siden 2013, der sker månedlige fald i sommerhuspriserne i den størrelsesorden.
Med prisfaldet ligger sommerhuspriserne tre procent lavere end i februar 2022. Men hvis man sammenligner med februar 2020, hvor den massive efterspørgsel på sommerhuse under corona endnu ikke var sat ind, er de nuværende salgspriser fortsat 27 procent højere end dengang.
Ringkøbing-Skjern tegnede sig for det største prisfald i februar – på 10,6 procent. Omvendt steg sommerhuspriserne i Guldborgsund Kommune i samme periode med 6,7 procent.
Se tallene fra din kommune på prisdyk.
***
Kom til generalforsamling i Fredericia
(4. marts 2023) FLs generalforsamling er i år flyttet til nye rammer. Arrangementet, der finder sted lørdag den 15. april, afvikles i tilknytning til Feriehusmessen i Messe C i Fredericia. Selve generalforsamlingen holdes kl. 9.30-12.00, og efter frokost er der fra kl. 13.00 adgang til at besøge messen. FL deltager med en stand både lørdag og søndag, og bestyrelsesmedlemmer fra FLs medlemsforeninger har gratis adgang til messen begge dage.
Fristen for tilmelding til generalforsamlingen er mandag den 27. marts 2023.
Læs mere om FL og Feriehusmessen i det seneste nummer af nyhedsbrevet.
***
Årets første nyhedsbrev er sendt ud
(17. februar 2023) FLs generalforsamling holdes i år i Messe C i Fredericia, som i weekenden 15.-16. april er rammen om Feriehusmessen. Generalforsamlingen finder sted om lørdagen, og FL deltager med en stand på messen begge dage.
Hvordan udvikler man et sommerhusområde i takt med tidens krav, uden at det går ud over stedets særpræg? Det har Jammerbugt Kommune via et større analysearbejde samlet en række bud på.
Og så har 10 kystbeskyttelsesprojekter fået i alt 150 mio. kr. fra den statslige pulje til kystsikring. Det er det hidtil største beløb, der er uddelt til formålet.
Læs mere om disse og andre emner i nyhedsbreve.
***
Ledige pladser på FL-seminar om planlægning
(31. januar 2023) I kan stadig nå at melde jer til Fritidshusejernes Landsforenings seminar om planlægning og regulering af sommerhusområder – lørdag den 11. marts på Hotel Park i Middelfart. Tilmelding skal ske senest på søndag den 5. februar 2023.
Se program m.m. på seminarer.
Få en finger med i spillet om planlægningen
(24. januar 2023) Fritidshusejernes Landsforening inviterer til et seminar om planlægning og regulering af sommerhusområder – lørdag den 11. marts på Hotel Milling Park i Middelfart.
Landinspektør og planlægger, lektor ved Aalborg Universitet Michael Tophøj Sørensen fortæller om planprocessen og hvilke muligheder man som grundejerforening har for at påvirke den. Efter frokost forklarer advokat Michael Nathan om dirigentens vigtige rolle ved generalforsamlingen. Dagen slutter med debat og svar på spørgsmål fra deltagerne.
Se program, tilmeldingsfrist m.m. på seminarer.
***
Sommerhusmarkedet gik sine egne veje i 2022
(16. januar 2023) Trods den generelle nedtur for boligmarkedet i 2022 var tendensen for sommerhuse nærmest den modsatte. Faktisk toppede priserne på sommerhuse i juni 2022 med en kvadratmeterpris på 23.217 kr. Det viser tal fra boligportalen Boligsiden.
De høje priser og det lave udbud, som prægede sommerhusmarkedet under coronapandemien, fortsatte et godt stykke ind i 2022. Og selv om priserne begyndte at falde i sidste halvår, lå de i november 2022 hele fire pct. højere end i samme måned året før.
Se hvor mange sommerhuse, der blev solgt i din kommune i 2022, på Boligsiden.
***
Årets sidste nyhedsbrev er sendt ud
(20. december 2022) De store sommerhuses fremmarch skaber frustrationer i flere af FLs medlemsforeninger. Men foreningerne kan selv gøre noget for at påvirke udviklingen, hvis de er tidligt ude og i dialog med kommunen, påpeger planlægger Line Hesselholt fra Hjørring Kommune.
Medlemsforeningerne kan nu få råd af lektor ved Aalborg Universitet, landinspektør og planlægger Michael Tophøj Sørensen, hvis de har spørgsmål af planlægningsmæssig eller ejendomsretlig karakter.
Og så vil DTU Aqua undersøge, om et kunstigt rev bestående af 4.000 kubikmeter sten er en brugbar model for fremtidens kystsikring.
Læs mere på nyhedsbreve
***
Kommune vil flytte fredet natur
for at redde sommerhuse
(30. november 2022) Hjørring Kommune vil undersøge mulighederne for at flytte et såkaldt Natura 2000-område ved Mårup Strand syd for Lønstrup ved den jyske vestkyst. I området ligger nogle af landets mest udsatte sommerhuse, og adskillige huse er allerede styrtet i havet gennem tiden. Men indtil nu har ejerne været afskåret fra at etablere hård kystsikring af deres ejendomme, fordi hensynet til den fredede natur vejer tungest. Nu vil kommunen se på, om man kan løse problemet ved at flytte Natura 2000-området lidt længere mod syd, hvor der også er natur, men ingen sommerhuse.
Læs mere på dr.dk
***
Sommerhussalget skraber bunden
(9. november 2022) Salget af sommerhuse nåede årets hidtil laveste niveau i den sidste uge af oktober. Med 83 solgte huse var det i uge 43 kun anden gang i hele 2022, at salget lå under 100 huse, viser en opgørelse fra boligportalen Boligsiden.
Sommerhusmarkedet har ellers været mindre påvirket af den aktuelle samfundsøkonomiske situation end de øvrige boligtyper.
– Men at dømme ud fra sidste uges salgstal er der måske ved at ske en ændring nu, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Læs mere på Boligsiden
***
Nyhedsbrev nr. 5 er udsendt
(2. november 2022) GF Fiskervej og fem andre grundejerforeninger i Mommark på Als kæmper fortsat for at få Sønderborg Kommune til at anlægge en ny adgangsvej til de foreløbig 15 megahuse på udstykningen Fiskerløkken. Et forslag til en revideret lokalplan har netop været i høring og er blevet mødt med stribevis af indsigelser.
Priserne på boliger falder generelt, men det gælder ikke sommerhusene. Her lå prisen i september på det tredjehøjeste niveau siden 2011, viser en opgørelse fra boligportalen Boligsiden.
Og så opfordrer FL medlemsforeningerne til at oprette særskilte mailadresser til medlemmerne af bestyrelsen. Mange benytter deres private mailadresser til foreningens korrespondance. Det kan give problemer, når der kommer nye på posterne som f.eks. formand og kasserer.
Læs mere på nyhedsbreve
***
Kæmpesommerhuse på vej til Lolland
(22. oktober 2022) Fire store, såkaldte familiesommerhuse skal opføres klos op ad et traditionelt sommerhusområde i Kramnitze på Lolland, i hvert fald hvis det står til Lolland Kommune. Det kræver dog en ændring af den gældende lokalplan, og i den forbindelse har naboerne til de kommende huse modtaget et høringsbrev fra kommunen. Af det fremgår det, at Lolland Kommune agter at give bygherren Skanlux lov til at bygge huse med et grundareal på op til 285 kvm. og en højde på op til 8,5 meter. I dag må husene højst være 5 meter høje.
Naboerne er alt andet end begejstrede. De frygter bl.a., at støjen fra de mange mennesker i de store huse vil ødelægge den fred og ro, som området ellers er kendt for.
‘Sådan nogle huse ville passe bedre i nærheden af Lalandia, hvor der i forvejen er rigtig meget gang i den,’ siger én af dem, Michala Thomassen, til TV2 Øst.
***
Koldt gys med garanti
(7. oktober 2022) Seks strande har i år gjort sig fortjent til at hejse flaget med Vinterbadepunkt. De seks strande finder man på Langeland – ved Lohals Strand, Rudkøbing Badeanstalt og Bagenkop Havnebassin, samt ved Sillerslev Strand på Mors, Udbyhøj ved Randers Fjord og ved Enø syd for Karrebæksminde i Sydsjælland.
Mærkningen med Vinterbadepunkt er vinterbadernes garanti for høj badesikkerhed og rent badevand, og det er særlig vigtigt i vinterbadesæsonen, påpeger direktør Winni Grosbøll fra Friluftsrådet, som administrerer ordningen.
– At hoppe i vandet om vinteren er forbundet med en højere risiko, bl.a. på grund af vandtemperaturen, eventuel is på broen eller stærke understrømme, der hurtigt kan føre til ulykker i koldt vand. Så det er glædeligt, at flere strande og havne nu har fået opmærksomhed på sikkerheden og er med i ordningen.
Læs mere på Vinterbadepunkt.
***
Sommerhuspriser er historisk høje
(13. september 2022) Mens prisfald præger boligmarkedet generelt, holder priserne på sommerhuse fortsat flyvehøjde. Trods et beskedent prisfald på 0,3 pct. fra juli til august 2022 lå den gennemsnitlige kvadratmeterpris i august 4,8 pct. højere end i samme måned året før. Den lød på 23.165 kr., og det er én af de højeste, der er registreret, siden boligportalen Boligsidens Markedsindeks i 2011 begyndte at følge prisudviklingen.
– Overraskende nok er sommerhusmarkedet indtil videre gået mere eller mindre fri for de forandringer, vi har set på det øvrige boligmarked, siger Boligsidens kommunikationsdirektør Birgit Daetz.
– Foreløbig ser det ud til, at sommerhuspriserne følger de normale sæsonudsving, hvor vi begynder at se et prisfald i slutningen af sommeren i takt med efteråret og vinterens komme, tilføjer hun.
Læs mere på Boligsiden.
***
Nyhedsbrev nr. 4 er sendt ud
(5. september 2022) Sommerhusejere får nye naboer i skikkelse af høje antennemaster, der skyder op overalt i landet. Det sker som et led i digitaliseringen og er et krav fra staten til teleselskaberne. Men det giver også anledning til konflikter mange steder.
Antallet af solgte sommerhuse falder støt. Tallet for juli var det laveste julital siden 2016, viser nye tal fra Boligsiden..
Og så skal man være opmærksom, hvis man får penge tilbage fra grundejerforeningen. De kan i nogle tilfælde være skattepligtige.
Læs om disse og andre emner i nyhedsbrevet.
***
1.000 vilde sommerhusgrunde til Odsherred
(30. august 2022) Danmarks største sommerhuskommune skal have mere vild natur. Odsherred er blandt de ti kommuner, som er med i slutspurten i Miljøministeriets konkurrence om at blive Danmarks vildeste, hvad natur angår. Det skal ske ved at slippe velfriserede og trimmede græsplæner og buske på nogle af kommunens mange sommerhusgrunde fri og lade naturen bestemme mere. Målet er i første omgang at få forvildet 1.000 af de i alt 24.000 sommerhusgrunde i kommunen. Hovedparten af dem ligger på arealer, hvor der før var heder og overdrev. Netop disse naturtyper rummer gode muligheder for at skabe en rigere natur med flere arter af dyr og planter.
Læs mere om konkurrencen på 10 vilde kommuner.
***
(17. august 2022) En fritidsbolig i Danmark er i gennemsnit ca. 80 kvm. Men i de senere år har danske sommerhuse fået vokseværk. Nybyggede sommerhuse er blevet næsten 20 kvm større fra 2010 til 2020, og under corona tog udviklingen ekstra fart. Sommerhusejere udvider, renoverer og fornyr, så husene bliver bedre og kan bruges hele året.
Forskere fra Syddansk Universitet og Aalborg Universitet bemærker i en ny rapport, at sommerhuse og sommerhusområder ligner vores helårsboliger og bymæssige bebyggelser mere og mere i størrelse og anvendelse. Derfor bør vi overveje at stille de samme krav til bæredygtighed, som gælder for det øvrige byggeri, mener forfatterne.
Læs mere og hent rapporten ”Sommerhuse og verdensmål” på bæredygtig sommerhusturisme.
***
(8. august 2022) Friluftsrådets kampagne Gå Nye Veje har fået hundredvis af danskere til indberette de muligvis ulovlige barrierer, de møder i naturen. I denne uge blev adgangssag nummer 400 sendt videre til behandling i kommunerne.
Kampagnen blev skudt i gang for et halvt år siden for at få nedbragt de mange ulovlige barrierer, der er i den danske natur. Alle danskere blev opfordret til at registrere de barrierer, de møder – fra låger og hegn til skilte. Det er kommunerne, der afgør, om en barriere er i strid med loven. Nogle sager er komplekse og tager tid at få behandlet, men i denne uge rundede Friluftsrådet den milepæl, der hedder 400 sager sendt videre til myndighederne.
“Vi vil gerne have mange flere sager, så jeg opfordrer alle til at blive ved med at registrere skræmmeskilte og -barrierer i naturen. Vores mål er, at naturen skal være åben og tilgængelig i hele landet. Så vi er tilfredse, hver gang en ulovlig barriere bliver fjernet,” siger Friluftsrådets direktør Winni Grosbøll.
Læs mere på adgang er ikke en selvfølge
***
(24. juli 2022) I de fleste husstande findes masser af redskaber, som kun bruges få gange om året. Redskaber, som både koster penge at investere i, og som optager opbevaringsplads. Hvornår havde du f.eks. sidst din hækkeklipper eller græstrimmer ude af skuret?
Der er masser af muligheder for at deles om de ting, vi ikke bruger hver dag. Alligevel er vi i mange situationer tilbageholdende med at dele. Det viser en YouGov-undersøgelse gennemført for Videncentret Bolius. Her svarer 58 procent, at de allerede deler, bytter eller låner i en vis udstrækning. 48 procent mener, at vi bør dele endnu mere.
Læs mere på skal vi dele?
Fang strandkrabber – og gør havet en tjeneste
(15. juli 2022) Strandkrabber er en naturlig del af livet i havet. Men de seneste år er der kommet alt for mange af dem, lyder det fra både fiskere, biologer og forskere. Det er et tegn på, at vi har mistet mange af de fiskebestande, der ellers ville have spist krabberne. Og det stigende antal strandkrabber er med til at skabe en ond cirkel, fordi krabberne spiser den føde, som andre bunddyr og fisk skulle leve af.
Men du kan selv gøre noget for at holde krabbernes antal nede – og få en lækker forret på middagsbordet i samme ombæring, foreslår Danmarks Naturfredningsforening.
Læs hvordan på fang og spis en strandkrabbe.
***
Salget af sommerhuse falder
(29. juni 2022) Nye tal fra Boligsiden viser, at sommerhussalget de seneste fire uger har været lavere end gennemsnittet for de samme uger i årene før corona. Det sker, efter at salget gennem det meste af 2022 har ligget over normalen.
– Interessen for at købe sommerhuse har været høj igennem hele 2022. Godt nok ikke så høj som i coronatiden, men den højere end den normal, vi kendte før 2020. Nu ser det imidlertid ud til, at den virkelighed har ændret sig, siger kommunikationsdirektør Birgit Daetz fra Boligsiden.
Salget af sommerhuse har gennem de seneste fire uger ligget 13 procent under normalen. Dykket i sommerhussalget følger tendensen for både ejerlejligheder, villaer og rækkehuse.
Læs mere på Boligsiden.
***
(19. juni 2022) Miljøstyrelsen vil i juli tage prøver af vandet ved 50 forskellige lokaliteter langs de danske kyster. Vandet skal testes for spor af PFAS, en gruppe giftige og svært nedbrydelige stoffer, som for nylig er fundet i havvand ved Thyborøn. Undersøgelsen skal afdække, om forekomsten af PFAS er et lokalt problem, eller om der er tale om en mere udbredt forurening i kystvandet.
Stofferne i PFAS-gruppen, herunder stoffet PFOS, er menneskeskabte og har tidligere været brugt til bl.a. imprægnering af møbelstoffer, overfladebehandling af gryder og stegepander og som brandhæmmer. I Danmark fandt man i 2021 forhøjede værdier af stoffet i blodet hos en gruppe mennesker i Korsør. De pågældende viste sig at have spist kød fra køer, som havde græsset på arealer, hvor der tidligere havde været holdt brandslukningsøvelser. I øvelserne indgik PFOS-holdigt skum.
Stoffet mistænkes for at være hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og for at kunne ødelægge immunforsvaret. Det er generelt forbudt at fremstille, markedsføre og anvende PFOS eller kemiske produkter, der indeholder PFOS.
Resultaterne af undersøgelsen ventes at foreligge i august 2022.
Læs mere på Badevand testes for PFAS.
***
(6. juni 2022) Det er slut med at dumpe slam fra Lynetteholm-projektet i Køge Bugt. Det har et bredt politisk flertal på Christiansborg besluttet, skriver dr.dk.
I stedet skal slammet bygges ind i fundamentet under den kunstige halvø, der skal anlægges ud for København.
– Der har været rejst bekymringer for klapning (dumpning, red.) fra flere sider. Den bekymring har jeg fundet det vigtigt at lytte til. Derfor har jeg sammen med forligskredsen besluttet, at klapning udskiftes med en anden metode i det videre projekt, siger transportminister Trine Bramsen (S) i en skriftlig kommentar.
Beslutningen vækker stor glæde blandt borgmestrene langs Køge Bugt.
– Fornuften har endelig sejret. Havmiljøet i Køge Bugt er i forvejen udfordret, så jeg kan kun være enig i, at der ikke skal dumpes så store mængder slam i Køge Bugt, siger Henning Urban (S), borgmester i Stevns Kommune.
Læs mere på Stop for dumpning.
***
(23. maj 2022) FL har på sin ordinære generalforsamling den 21. maj 2022 valgt Flemming Jensen som ny formand. Han afløser Johs Chr Johansen, som er fratrådt på grund af sygdom. Nyvalgte medlemmer af FLs bestyrelse er Inger-Lise Carstensen, Rødhus Klit, og Niels Wichmann, Baaring Ege Grundejerforening.
(11. maj 2022) Bilag til FLs generalforsamling d. 21 maj er nu udsendt og kan hentes her.
Blåt flag til 169 strande og 15 havne
(10. maj 2022) 169 strande og 15 havne i Danmark kan i 2022 hejse det Blå Flag som bevis på, at her er rent badevand og fokus på miljø og natur. Derudover får 53 strande og søer mærket Badepunkt.
Det fremgår af en liste, som Friluftsrådet netop har offentliggjort. I år vil det Blå Flag blafre over 184 strande og havne rundt om i landet, mens 53 badesteder lever op til kriterierne for at blive et Badepunkt. Badepunkt er en nordisk mærkningsordning for strande og badesøer, hvis særlige trækplaster er, at man her kan finde natur-, kultur eller friluftsoplevelser specielt for det område. Ordningen startede som et pilotprojekt i 2018 og er på bare fire år vokset fra 7 til 53 strande og badesøer. Nye Badepunkt-strande i år er Helnæs Fiskerhuse og Aborg Strand i Assens Kommune.
Find Blå Flag- og Badepunkt-lokaliteter på Blå Flag.
Nyhedsbrev nr. 2 er sendt ud
(2. maj 2022) Guldborgsund Kommune skal nu i gang med at udarbejde en ny lokalplan. Formålet med den er at lovliggøre de 10 store poolhuse i Marielyst Ferieby, som Planklagenævnet kendte ulovlige i januar sidste år. I valgkampen op til kommunalvalget lovede den senere borgmester Simon Hansen (S) ellers, at han ville have husene revet ned. Men en byretsdom kom på tværs af borgmesterens løfter.
Miljøminister Trine Bramsen (S) vil nu se på alternativer til dumpning af slam fra Lynetteholmen i Køge Bugt. Ministerens udmelding kommer, efter at det er kommet frem, at hun har undladt at læse og forholde sig til to breve, hvori hendes svenske kollega ytrer sig stærkt kritisk om dumpningen.
Og så kan FL invitere til en noget forsinket generalforsamling. I både 2020 og 2021 lagde covid hindringer i vejen for større forsamlinger, men nu er det omsider muligt at mødes. Det sker lørdag den 21. maj 2022 på Hotel Milling Park i Middelfart. Husk at melde til senest lørdag den 7. maj.
Læs mere om disse og andre emner i nyhedsbrevet.
Poolhuse gøres lovlige og får lov at blive
(24. april 2022) Trods borgmesterens valgløfter om det modsatte får de omstridte poolhuse i Marielyst Ferieby på Falster lov at blive. Den 21. april indstillede Simon Hansen (S) til byrådet i Guldborgsund, at der udarbejdes en ny lokalplan, som vil gøre de ti store sommerhuse på op til 242 m2 lovlige. Årsagen til borgmesterens 180-graders vending er en dom fra byretten i Nykøbing F. og en efterfølgende vurdering af dommen fra advokatfirmaet Sirius.
I redegørelsen vurderes det, at der lå ‘reelle og saglige’ hensyn bag, da Guldborgsund Kommune i april 2021 valgte at gå efter en såkaldt retlig lovliggørelse af husene, som Planklagenævnet i januar samme år havde kendt ulovlige. Alternativet – en såkaldt fysisk lovliggørelse eller slet og ret nedrivning – vil kun kunne komme i spil, hvis særlige forhold står i vejen for en retlig lovliggørelse. Og det er ikke tilfældet her, vurderer advokaterne.
Dertil kommer, at kommunen i perioden fra februar til juli 2021, altså efter at Planklagenævnet havde kendt byggeriet ulovligt, udstedte ibrugtagningstilladelser til bygherren – firmaet Skanlux. Dem kan man ikke uden videre tilbagekalde. Bygherren må kunne stole på, at de udstedte bygge- og ibrugtagningstilladelser gælder, og at kommunen ikke ombestemmer sig midt i det hele, påpeger advokatredegørelsen.
Guldborgsund Kommune skal nu i gang med at udarbejde en ny lokalplan. Ifølge borgmester Simon Hansen vil dette arbejde formentlig blive sat i gang på Teknik-, Klima- og Miljøudvalgets møde den 17. maj 2022.
Læs resumeet af byrettens dom her.
FL indkalder til første generalforsamling i tre år
(19. april 2022) For første gang siden covid-19 gjorde det umuligt at samles i større antal kan FL nu indkalde til en – noget forsinket – generalforsamling. Den finder sted lørdag den 21. maj 2022 på Hotel Milling Park i Middelfart.
Formiddagen er sat af til et oplæg ved advokat og ekspert i miljøret Henriette Soja. Hun vil redegøre for Planloven, retstilstanden på området før loven blev indført og de konsekvenser, denne tilstand har for nutiden. Henriette Soja vil også berøre klagemuligheder med udgangspunkt i nyere sager. Efter frokost er det tid til selve generalforsamlingen, som er FLs første siden 2019. Indkaldelse er netop sendt ud til medlemsforeningerne. Tilmeldinger skal være sekretariatet i hænde senest lørdag den 7. maj 2022.
Du kan finde indkaldelse m.m. her.
Transportminister vil se på alternativer til dumpning af slam
(29. marts 2022) Transportminister Trine Bramsen (S) mener, det nu er på tide at se efter alternative løsninger til dumpningen af 2,3 mio. kubikmeter slam fra Lynetteholmen i Køge Bugt.
“Jeg ønsker forligskredsens opbakning til, at vi ser på alternativer til klapning. Så må vi derefter tage stilling til, om klapningen skal fortsætte, eller om der er alternativer,” siger ministeren til Ritzau. Klapning er et fagudtryk for bortskaffelse ved nedsænkning på åbent hav, bedre kendt som dumpning.
Den kunstige ø Lynetteholm skal bygges ud for Københavns Havn. Det indebærer bl.a., at 2,3 mio. kubikmeter lettere forurenet slam graves op og dumpes i Køge Bugt. Den danske transportminister har ikke kendskab til, at denne metode skulle udgøre en fare for havmiljøet, skriver Ritzau.
Læs mere på Minister vil søge alternativer til dumpning.
Svensk minister kræver stop for dumpning
(25. marts 2022) Sveriges socialdemokratiske miljøminister Annika Strandhäll kræver et omgående stop for dumpningen af slam fra Lynetteholm i Køge Bugt, skriver dr.dk.
I et brev til den danske regering, som hun sendte den 18. marts i år, skriver den svenske minister, at de områder i Køge Bugt, hvor der i øjeblikket dumpes store mængder af forurenet slam, er uegnede til formålet.
“De svenske myndigheder har under vores dialog tydeligt understreget, at dumpningspladserne i Køge Bugt er upassende, specielt når det gælder forurenede muddermasser,” skriver Annika Strandhäll bl.a.
DR har forgæves forsøgt at få transportminister Trine Bramsens (S) svar på, hvad hun siger til den svenske bekymring for havmiljøet, og om henvendelsen får betydning for dumpningen af slam i Køge Bugt. Det vil Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested også gerne vide. Han har derfor kaldt Trine Bramsen i samråd.
Læs mere på Minister kræver stop for dumpning.
Få en vildere have
(9. marts 2022) Solen er begyndt at titte frem, og foråret melder sin ankomst. For mange danskere betyder det et kærkomment gensyn med haven og havearbejdet. Men måske skal du springe forårsrengøringen over. Gamle grene, kvas og blade er guf for havens eget økosystem. Hvis du vil have en vild have, skal du lade græsset gro, glemme alt om ukrudtet og samle gamle grene og blade i et hjørne af haven. Giv plads til tusindfryd i plænen og lad de gamle træer stå. Så vil du blive belønnet med en rigere natur lige uden for vinduet.
Læs mere på 6 ting du kan gøre i haven i marts.
Stor tilfredshed med adgang til naturen
(25. februar 2022) Næsten ni ud af ti danskere er tilfredse med mulighederne for at kunne færdes i naturen. Mange mangler dog viden om reglerne, og så skal vi være bedre til at vise hensyn, når vi møder andre i skoven eller det åbne land.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Dansk Skovforening og Landbrug & Fødevarer. Tilfredsheden på 87 pct. er en stigning i forhold til 2020, da undersøgelsen sidst blev gennemført. Ifølge Friluftsrådet kan udviklingen ses i lyset af coronatiden, hvor mange flere har fået øjnene op for, at vi mange steder har gode muligheder for at opleve den danske natur.
Læs mere på naturadgang.
Nyhedsbrev nr. 1 udsendt
(17. februar 2022) Trods omfattende protester fra lokalpolitikere og borgere er dumpningen af i alt 2,3 mio. m3 slam i Køge Bugt nu en realitet. I januar gik By & Havn i gang med at hælde den første portion slam fra Lynetteholmen ud i bugten.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2021 blev anmeldt i alt 14.804 indbrud på landsplan. Det svarer til et fald på 15,5 pct. i forhold til 2020, som i forvejen bød på det laveste indbrudsniveau siden 1970’erne.
Et af Danmarkshistoriens største kystsikringsprojekter er i fuld gang ved vestkysten i Hjørring. I 40 dage hen over vinteren vil sandsugeren Freja R sandfodre på seks meters dybde ud for Nørlev Strand. I alt skal der i år fordeles 150.000 m3 sand på tre forskellige lokaliteter – ud for Nr. Lyngby og Mårup og nord for Lønstrup.
Ligger dit hus på lejet grund? Så vil Fritidshusejernes Landsforening gerne høre fra dig.
Læs mere om disse og andre emner i årets første nummer af nyhedsbrevet.
Borgmestre fra Køge Bugt går sammen mod slamdumpning
(1. februar 2022) Syv borgmestre fra kommunerne langs Køge Bugt er gået sammen om at stoppe slamdumpning. Bortset fra Solrøds borgmester Emil Blücher (LA) er alle borgmestrene medlemmer af partier, der har stemt for Lynetteholmen og dermed for dumpningen af slam i Køge Bugt. Så vidt det er oplyst, bakker alle kommunalbestyrelsesmedlemmer i de syv kommuner op om protesten. Det indebærer, at de syv borgmestre taler med den vægt, som knap 190.000 stemmer udgør.
Læs mere på lemgaarden.dk
Nyhedsbrev nr. 6 udsendt
(23. december 2021) Redaktionen af Mit Fritidshus ønsker godt nytår med årets sidste nyhedsbrev. Her kan du bl.a. læse om et stormøde mellem mere end 100 vrede sommerhusejere fra Sydals og repræsentanter fra Sønderborg Kommune. Sommerhusejerne var mødt op for at sige deres ærlige mening om kommunens håndtering af et byggeprojekt, som er erklæret ulovligt af Planklagenævnet.
Afgående borgmester i Stevns Kommune, Anette Mortensen (V), fortæller, hvordan hun helt tilfældigt hørte, at Københavns Kommune vil dumpe 2,3 mio. kubikmeter slam i Køge Bugt.
Og så var redaktionen med, da FL var vært for sit første seminar i to år – om bestyrelsesarbejde.
Læs mere i nyhedsbrevet
Omikron spænder ben for aktiviteter
(20. december 2021) FLs bestyrelse har – set i lyset af den stærkt smitsomme omikron-variant og de netop indførte restriktioner – besluttet at udskyde vinterens planlagte møder til foråret 2022. Det betyder, at årets første bestyrelsesmøde holdes fredag den 22. april og mødet for sammenslutninger dagen efter. Tilsvarende er årets andet bestyrelsesmøde fremrykket til fredag den 20. maj, efterfulgt af FLs generalforsamling lørdag den 21. maj.
Flyvende start for kampagne
mod barrierer i naturen
(8. december 2021) Friluftsrådets kampagne ‘Gå nye veje’ er kommet stærkt fra start. I løbet af dens to første måneder er 100 sager om ulovlige barrierer i naturen blevet sendt videre til kommunerne. Sagerne stammer fra hele landet, og fire ud af fem handler om såkaldte skræmmeskilte – skilte med tekster som ‘stop’, ‘adgang forbudt’ og lignende.
”Vi er meget glade for, at så mange har fulgt opfordringen og gerne vil hjælpe os alle sammen med at få bedre adgang til naturen. Det viser, at der bestemt er et behov for at få ryddet op i skilteskoven”, siger direktør i Friluftsrådet, Winni Grosbøll. Det er de kommunale myndigheder, der afgør, om en barriere er ulovlig.
Læs mere om kampagnen på gaanyeveje.dk
Læg megasommerhusene for sig selv
(30. november 2021) De store udlejningssommerhuse skaber konflikter, hvor de skyder op. Placeringen er kommunernes ansvar, men en mulig løsning er at samle dem i særlige områder, adskilt fra de traditionelle sommerhusområder. Og de bør reguleres efter regler, der afspejler deres reelle formål og anvendelse – nemlig udlejning til større fester, kurser, teambuilding og lign. Det vil også løse de problemer med håndtering af affald, spildevand, store trafikmængder, støj og andre gener for naboerne, som megasommerhusene typisk bringer med sig.
Det skriver FLs formand Johs Chr Johansen i et debatindlæg i det seneste nummer af Byplan Nyt.
Kommune vinder retssag om poolhuse
(17. november 2021) Retten i Nykøbing F. har besluttet, at Guldborgsund kommune ikke har pligt til at rive en række store, såkaldte poolhuse i Marielyst Ferieby ned. Med dommen slipper kommunen også for at skulle betale erstatning til en række ejere af de oprindelige sommerhuse i feriebyen, der har anlagt civilt søgsmål med krav om erstatning.
Planklagenævnet erklærede i januar i år, at husene var opført i strid med lokalplanen. Men allerede inden da havde en gruppe ejere af gamle sommerhuse i området lagt sag an mod kommunen med krav om, at poolhusene skulle rives ned. Og at de, såfremt husene blev stående, var berettiget til en erstatning. Byretten siger nej til begge dele.
Guldborgsund kommune er i øjeblikket ved at udarbejde en ny lokalplan for området. Den nyvalgte borgmester Simon Hansen (S) har tidligere sagt, at han vil rive husene ned, hvis han får borgmesterposten. Læs resumeet af byrettens dom her.
Nyhedsbrev nr. 5 udsendt
(6. november 2021) “En kende naivt” siger FLs formand til transportminister Benny Engelbrechts udsagn om, at “ikke et gram” af de 2,3 mio. kubikmeter slam, der skal dumpes i Køge Bugt, vil ende på de danske og svenske kyster. Ministerens bemærkning faldt under et samråd i Folketingets miljø- & fødevareudvalg. Sagen om dumpningen er også blevet et varmt emne i valgkampen op til kommunalvalget. Og de 17 kommuner i Region Sjælland har i et høringssvar advaret transportministeren om projektets konsekvenser for miljøet.
En feriepark med plads til 2.800 overnattende gæster har fået sindene i kog på Møn. Et flertal i Vordingborg kommunes udvalg for Plan & Teknik nægtede at godkende et forslag til lokalplan for byggeriet, og det er nu sendt retur til forvaltningen.
Planer om kæmpesommerhuse på op til 400 kvadratmeter truer beboerne i flere medlemsforeninger ved Havnsø i Odsherred kommune. FL støtter dem i deres protest.
Og så vil Friluftsrådet gerne høre fra borgere, som støder på barrierer i form af f.eks. skilte i naturen. Mange af skiltene er formentlig i strid med loven.
Læs mere i Nyhedsbrevet.
Nej til slam i Køge Bugt
(6. oktober 2021) FLs formand deltog sammen med to repræsentanter fra Stevns kommune for nylig i Kystens Parlament i Altingets gård i København. Ved arrangementet blev der sat spot på kyst- og havproblemer i hele Danmark. Delegationen fra Stevns benyttede lejligheden til at gøre miljøminister Lea Wermelin (S) opmærksom på konsekvenserne, hvis planerne om at dumpe 2,3 mio. kubikmeter forurenet slam i Køge Bugt realiseres. Dumpningen skal ske i forbindelse med etableringen af den kunstige ø Lynetteholm ud for Københavns Havn.
Delegationen medbragte en pjece om sagen og præsenterede konsekvenserne af dumpningen for badestrande, fiskeriet, turismen, Verdensarv Stevns og et Natura 2000 område for Kystens Parlament.
Læs mere om dumpningen og arrangementet på lemgaarden.dk
Sommerhusejere får eneret til egen vej
(30. september 2021) Efter lang tids tovtrækkeri med Sønderborg kommune kan sommerhusejerne ved Mommark Strand på Sydals omsider se frem til at få deres vej for sig selv. Kommunen har i den netop vedtagne budgetaftale for 2022 sat penge af til etablering af en tilkørselsvej, så al kørsel til virksomheden Skanlux’ byggeplads med store sommerhuse på naboarealet ledes uden om det bestående sommerhusområde. Sommerhusejerne i GF Fiskervej har længe måttet leve med støj og rystelser fra tunge lastbiler og anhængere med byggematerialer. Men nu er det altså snart slut.
FL har støttet GF Fiskervej undervejs i forhandlingerne med kommunen. Læs mere om sagen i det seneste nummer af Nyhedsbrevet.
Nyhedsbrev nr. 4 udsendt
(23. september 2021) To kommuner på Sjælland trækker nu grænsen for størrelsen på sommerhuse ved 150 m2. For nylig sagde politikerne i Stevns kommune nej til et projekt med 25 huse på mellem 180 og 300 m2, og inden længe ventes Halsnæs kommune at følge trop.
Trods Planklagenævnets kendelse om, at 23 planlagte megahuse ved Mommark Strand på Sydals er ulovlige, bygges der fortsat på livet løs i området.
Sommerhuse er gennem de seneste årtier blevet udstyret med stadigt flere energiforbrugende apparater. Hvis man oplever, at forsyningen er ustabil, er det måske, fordi man har sluttet for meget udstyr til i forhold til, hvad installationen kan trække.
Læs mere om det og andre emner i det seneste nummer af Nyhedsbrevet.
Udstykning med kæmpesommerhuse på Als kendt ulovlig
(22. maj 2021) Sønderborg Kommunes anstrengelser for at få en udstykning med 23 store sommerhuse i et sommerhusområde på Sydals til at passe ind i en lokalplan fra 2007 er faldet til jorden med et brag.
Efter en klage fra Fritidshusejernes Landsforening på vegne af en lokal grundejerforening vurderer Planklagenævnet, at udstykningen strider mod lokalplanens principper.
”Vi har hjulpet en af vores medlemsforeninger, fordi vi mener, at Sønderborg Kommune har handlet i strid med Planloven. Og det har Planklagenævnet nu givet os medhold i,” siger formand for Fritidshusejernes Landsforening, FL, Johs Chr Johansen.
Du kan se Planklagenævnets afgørelse under Dokumenter / Megasommerhuse
Fritidshusejernes Landsforening har udsendt en pressemeddelelse, som kan ses under Information / Pressemeddelelser.
Du kan også læse mere om Fritidshusejernes Landsforenings arbejde med kæmpesommerhuse under Dokumenter / Megasommerhuse.
TV2/Syd har en reportage om sagen på Als. Den kan ses her.
JyskeVestkysten har skrevet om sagen. Artiklerne kan ses her og her.
Danmarksrekord i indsigelser mod lokalplan og kystbeskyttelse med sandfodring
(10. maj 2021) I FLs netop udsendte nyhedsbrev kan du læse om Jammerbugt kommunes planer om en lokalplan for Rødhus klit – et tidligere Dansk Folkeferie Center på Vestkysten. Protesterne er regnet nedover Jammerbugt kommune – såvel i form af indsigelser mod lokalplanen, som i breve til kommunen og artikler i pressen. Rødhus Klit sagen minder om sagen i Marielyst i Guldborgsund kommune. I begge tilfælde har kommunerne vanskeligt ved at dokumentere lovligheden af planlægningen. Du kan også læse om et spændende kystsikringsprojekt i Hjørring kommune, hvor kommunen, Skallerup Seaside Resort og 12 grundejerforeninger har fundet sammen om et stort sandfodringsprojekt, der skal sikre ni kilometer kyst. Hjørrings borgmester, Arne Boelt, betegner kystsikringsprojektet som et af de største i Danmark nogensinde.
Kystsikring i fokus
(27. februar 2021) I FLs netop udsendte nyhedsbrev fokuseres der på kystsikring. Samtidig lancerer FL en ny ydelse til medlemsforeningerne, under menupunktet Medlemsydelser findes der nu en side Kystsikring og oversvømmelser. Her kan du læse om FLs arbejde med information og høringer omkring kystforhold, samt finde links til forskellige steder, hvor du kan læse mere om kystsikring og oversvømmelser. Samtidig introducerer vi en service til medlemsforeningerne i form af et notat om juraen i forbindelse med kystsikring og oversvømmelser, samt en præsentation af et kystsikringsprojekt og en betalingsmodel.
I nyhedsbrevet kan du også læse om Planklagenævnets underkendelse af Guldborgsund kommune i sagen om megasommerhusene ved Marielyst, samt om FLs høringssvar til Miljøstyrelsen i anledning af entreprenørfirmaet NCC søger, at hindre, at råstof fra havbunden benyttes til lokale kystsikrings- og strandformål.
Nyhedsbrev nr. 5 2020 er udsendt!
(14. november 2020) Læs i denne udgave: 35 uger blev til 41 – Nyt megasommerhus ved Marielyst – Hvor stort er et stort sommerhus? – Forening frygter nye kæmpehuse – Kæmpehuse er ikke sommerhuse – FL rådgiver i lokal strid på Als – Hvad mener de på Christiansborg? – Rømø siger nej tak – Samlet plan for kystsikring efterlyses – 15 mill. kr. til bedre naturadgang – Rekordsalg i første 8 måneder af 2020 – Salgstid faldet markant – Ny FAQ på hjemmeside og Månedens Bolius-tip.
Læs hele Nyhedsbrevet under Information/nyhedsbreve.
Aflysning af seminar “Bestyrelsesmedlem – HVAD SÅ !!” d. 28. november 2020.
(29. oktober 2020) Grundet Covid-19 situationen aflyses det planlagte seminar “Bestyrelsesmedlem – HVAD SÅ !!” d. 28. november 2020.
FL vender tilbage med ny dato, når det igen er forsvarligt at afholde arrangementer i forenings-regi.
Megasommerhuse.
(20 oktober 2020) Fritidshusejernes Landsforening har indhentet de fremsendte høringssvar vedrørende Erhvervsstyrelsens udkast til vejledninger på sommerhusområdet. Det er gennemgående træk, at turismeaktører, erhvervsorganisationer og jyske vestkyst kommuner alene fokuserer på turisme. Organisationer med fokus på natur, sommerhusinteresser, arkitektur, planlægning, interessevaretagelse af sommerhusinteresser, lokale sommerhusgrundejerforeninger og sammenslutninger af sådanne lægger vægt på traditionel rekreativ af sommerhusområderne og naturen.
Du kan læse alle høringssvarene og FLs notat om høringssvarene på dette link.
Fritidshusejernes Landsforening har fremsendt et høringssvar
(14. oktober 2020) Fritidshusejernes Landsforening har fremsendt et høringssvar og et notat til Erhvervsstyrelsen vedrørende to udkast til vejledninger om megasommersommerhuse, som Erhvervsstyrelsen har sendt i høring. Høringssvaret og notatet er tillige sendt til Folketingets Erhvervsudvalg, alle kommuner og Kommunernes Landsforening, samt til alle medier sammen med en pressemeddelelse. I høringssvaret peger FL på, at megasommerhuse indebærer en belastning af klassiske sommerhusområder og derfor bør placeres i særskilte områder, hvor kommunerne via planlægning sikrer at vej- kloak- affaldsforhold m.m. kan håndtere megasommerhusene. Endvidere nævner FL, at udlejningsomfanget af megasommerhuse langt overstiger intentionerne i sommerhusloven fra 1972 om at udlejning af et sommerhus skal være et supplement til ejerens egen brug og ikke en erhvervsmæssig aktivitet. Endvidere peger FL på, at udlejning af blot et enkelt megasommerhus i tæt ved 10.000 dage virker konkurrenceforvridende i forhold til hoteller, kroer, bed and breakfast, der betaler skat og moms, samt er underkastet offentlig regulering af sikkerhedsforhold.
Fritidshusejernes Landsforening modsætter sig på ingen måde udlejning af sommerhuse. FL hilser det velkomment, at sommerhusloven gør det muligt for sommerhusejere at opnå et supplement til sommerhuset, og FL synes det er fint, at udlejningen bidrager til det lokale forretningsliv i sommerhusområderne. I de kommende uger vil FL tage kontakt til Folketingets partier om sagen.
Ny dato for Forenings-seminar 2020.
(19. august 2020) Invitation til Seminar om Bestyrelsesmedlem – HVAD SÅ !!
Fritidshusejernes Landsforenings medlemsudvalg inviterer til et seminar om bestyrelsesarbejdet i grundejerforeninger i sommerhus- og fritidshusområder.
I samarbejde med FL’s advokater, har FL sammensat et program, som henvender sig til såvel nye som erfarne bestyrelsesmedlemmer inden for sommer- og fritidshusområdet.
Seminaret afvikles d. 28. november 2020 på Hotel Park, Viaduktvej 28, 5500 Middelfart.
Se mere her.
Aflysning af Forenings-seminar d. 25. april 2020 samt Hjemmesideseminar d. 16. maj 2020.
(8. april 2020) Grundet Corona situationen aflyses af Forenings-seminar d. 25. april 2020 samt Hjemmesideseminar d. 16. maj 2020.
FL vender tilbage med nye datoer, når det igen er forsvarligt at afholde arrangementer i forenings-regi
Ny dato for generalforsamling er fastlagt
(25. marts 2020) Generalforsamlingen den 28. marts blev aflyst p.g.a. Corona virus. Bestyrelsen har besluttet at indkalde til generalforsamling den 27. juni 2020. Indkaldelse vil blive udsendt med sædvanligt varsel.
Møde med Erhvervsstyrelsen om mega-sommerhuse
(22. marts 2020) Erhvervsstyrelsen havde onsdag den 18. marts indbudt Fritidshusejernes Landsforening til en drøftelse vedrørende mega-sommerhuse. Som det vil være kendt fra FLs nyhedsbrev (nr. 1 2020) har mega-sommerhuse givet anledning til diskussioner og protester flere steder i landet. Erhvervsstyrelsen har foreløbig i 14 tilfælde pålagt ejerne at ophøre med erhvervsmæssig udlejning, hvilket ikke er tilladt. Der er stillet en række spørgsmål i Erhvervsudvalget, og mødet var et af mange møder, der skal klæde ministeren på til at besvare spørgsmålene.
FL har udarbejdet et generelt notat om mega-sommerhuse, og der er lavet et referat af mødet den 18. marts. Begge dokumenter kan findes under Dokumenter/Notater og udtalelser fra FL/Mega-sommerhuse.
Nye tilbud om medlemsydelser
(9. marts 2020) Fritidshusejernes Landsforenings kommunikationsudvalg og medlemsudvalg har udarbejdet endnu et tilbud til medlemsforeningerne. På sommerhusejerne.dk under medlemsydelser kan medlemsforeningerne finde en samlet pakke med standarder for vedtægter, ordensforskrift, forretningsorden og forskrift for behandling af persondata i en medlemsforening.
Dermed opfylder FL et længe efterspurgt ønske hos medlemsforeningerne. Standardforslagene skal naturligvis tilpasses lokale forhold. Medlemsforeningerne kan anmode sekretariatet om bistand til dette.
Vejledning vedrørende aflysning af generalforsamlinger grundet Corona-virus
(18 marts 2020) Fritidshusejernes Landsforening har udsendt en vejledning til alle medlemsforeningernes formænd, om hvorledes medlemsforeningerne skal forholde sig ved aflysninger af generalforsamlinger. Vejledningen kan læses under Dokumenter/Notater og udtalelser fra FL/Vejledning til FLs medlemsforeninger om mødeaflysning.
Nyhedsbrev nummer 1 årgang 2020 er udsendt til medlemsforeningerne
(17. marts 2020) Nyhedsbrevet indeholder bl.a. artikler om kystsikring og mega-sommerhuse. Nyhedsbrevet findes under Information/nyhedsbreve
Fritidshusejernes Landsforening aflyser og udsætter generalforsamling.
(8. marts 2020) På baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefaling om, at begrænse møder, der ikke er helt nødvendige, i forsamlinger af enhver størrelse, har bestyrelsen i Fritidshusejernes Landsforening besluttet at aflyse og udsætte generalforsamlingen den 28. marts 2020. Ny indkaldelse til generalforsamling vil blive udsendt med det sædvanlige vedtægtsmæssige varsel, når sundhedsmyndighedernes anbefalinger ændres.
Kontingentopkrævningerne for 2020 er udsendt.
(6. januar 2020) Nu er alle opkrævningerne for kontingentet i 2020 udsendt til medlemmernes kasserer. Hvis der er ændringer til opkrævningen, bedes I kontakte FLs kasserer Kaj Holdensen. Ved ændringer tilsendes kreditnota og ny opkrævning.
Opkrævningerne på forsikringer udsendes ca. 20. februar 2020.
Erhvervsstyrelsen: Skru ned for udlejningen i kæmpesommerhuse.
(20. december 2019) Erhvervstyrelsen pålægger nu ejerne af 14 kæmpesommerhuse i Nordsjælland at “ophøre med erhvervsmæssig udlejning”. Det betyder ikke, at al udlejning skal ophøre, men at udlejning skal være i overensstemmelse den danske sommerhusregel, der indebærer at sommerhuse først og fremmest skal benyttes af ejerne selv. Det skriver Politiken den 20. december.
Fritidshusejernes Landsforening pegede i et høringssvar til Erhvervsstyrelsen på (se FLs nyhedsbrev for juni), at store udlejningssommerhuse kan være en trussel mod sommerhuskulturen. FL skrev: “Vi er ikke modstandere af turisme, men flere af vores lokale foreninger har påpeget, at det større antal sommerhuse visse steder presser de rekreative værdier så meget, at de værdier, der netop skulle tiltrække turister, trues og direkte forsvinder.”
Der er indgivet anmeldelser til Erhvervsstyrelsen om 40 kæmpesommerhuse. De resterende sager er ikke færdigbehandlet endnu. Det er firmaet Skanlux i Viborg der stå bag kæmpesommerhusene, og Skanlux lægger ikke skjul på, at prisen på sommerhusene er så høj, at kun systematisk udlejning kan få forretningen til at løbe rundt for både køberen og Skanlux. Det sidste er en vigtig pointe. Det er nemlig Skanlux, der bygger, indretter, sætter møbler i, sørger for rengøring, vedligeholder og står for udlejningen.
Skanlux har opført mere end 250 kæmpesommerhuse i Danmark og har planer om flere kæmpehusesommerhuse bl.a. ved Marielyst på Falster og Mommark på Als.
Begrænsning i enkelt borgernes klagemulighed over kystsikring.
(18. december 2019) Et flertal i Folketinget vil gennemføre en lovændring i kystbeskyttelsesloven, så det ikke længere bliver muligt for enkeltpersoner at udskyde kystsikringsprojekter via klage.
Ændringen kommer ifølge Miljøministeriet kun til at gælde for kommunale fællesprojekter, der er større kystbeskyttelsesprojekter, der gennemføres for en længere kyststrækning i et samarbejde mellem berørte grundejere og den eller de lokale kommuner. Miljøministeriet fremhæver også, at lovændringen rokker ikke ved det udgangspunkt, at der fortsat skal tages de nødvendige hensyn til den natur, som ofte er forbundet til kysterne.
Lovændringen kommer blandt andet på baggrund af kystsikringsprojektet ved Jyllinge Nordmark i Roskilde fjord, hvor ganske få klager har sat et stort kommunalt kystsikringsprojekt i stå i flere år, fordi blot en klage har opsættende virkning for projektet.
Der kan læses nærmere om lovændringen her.
Fritidshusejernes Landsforening har efter dialog med Danmarks Naturfredningsforening afgivet høringssvar, som Kolonihaveforbundet har tilsluttet sig. Høringssvaret kan læses under Dokumenter.
Læs nyhedsbrevet for december.
(17. december 2019) FLs nyhedsbrev for december er udsendt med artikler om næse fra Datatilsynet til VisitDenmark, afvisning af klage over sandfodring, stigning i salg af sommerhuse, protest fra sommerhusejere på Mors over lugtgener fra svinefarme og grundig vejledning i hegnslovgivningen.
Du finder nyhedsbrevet her
Hjemmesiden er nu opdateret.
(26. november 2019) Vi har nu fået opdateret Fritidshusejernes Landsforenings hjemmeside efter, at vi har været nødt til omgående at flytte til et nyt hosting center. Der er dog endnu enkelte sider, der mangler opdatering, men det arbejdes der fortsat på.
Vi kunne godt bruge mange flere billeder på hjemmesiden fra medlemmerne fra hele landet. Hvis du ligger inde med billeder, vi må benytte, ser vi frem til at modtage dem på sekretariat@sommerhusejerne.dk.
Du finder kontaktoplysninger til Fritidshusejernes Landsforening under Kontakt.
Sandfodring ved Lønstrup og Søndervig bør gå i gang snarest.
(7. november 2019) Fritidshusejernes Landsforening har udsendt en pressemeddelelse i anledning af, at en virksomhedsejer i Skagen har klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet over en tilladelse til sandfodring ved Lønstrup i Hjørring kommune for at fremme egne økonomiske interesser. Klagen har opsættende virkning for sandfodringen, som skal ske, inden vinteren sætter ind, hvis skader skal undgås. Du kan læse pressemeddelelsen her