Der er også store sager i spil
Vi vil gerne her orientere især medlemmerne
Sommerhusejerne er i dialog med både presse og politikere som aldrig før. Der er også store sager i spil, – udover Postloven samt Vurderingsloven, så er ny Planlov og statens nye Turismestrategi på tapetet. Vi vil fortsat gerne her orientere især medlemmerne om hvad vi laver. Lad os tage nogle eksempler her.
Vi har andet sted fortalt om, at Sommerhusejerne og vores arbejde med Postloven blev omtalt i ikke mindre end 3 artikler i Jyllands Posten i en og samme uge. Faktisk kom den ene artikel også i Berlingske Business, ligesom vi hejste flaget for det i LinkedIn og på Facebook.
Niels fra vores bestyrelse har derefter besøgt Ældresagen, for at drøfte samarbejde om Postlov problemerne, – og de kunne også ønske sig de ændringer, som vi agiterer for. Og vi har haft møde med en af de kommuner, som indleverede høringssvar. Det kan lede hen til en dialog med Kommunernes Landsforening, som vi forsøger at etablere.
Som et tredje eksempel på hvordan vi arbejder, så greb vi muligheden, da MF Rasmus Jarlov udtalte, at han synes, at man i Folketinget vedtager love uden at kunne overskue, hvad det er for makværk de vedtager. Vi skrev straks til ham, at vi var enige, – og at han kunne få, og var velkommen til at bruge, vores eksempel med Postloven som totalt makværk i Folketinget.
På samme måde greb vi straks situationen, da minister Morten Dahlin fik udvidet sit ressortområde, så han har både landdistrikter og turisme under sine vinger. Vi ønskede naturligvis tillykke, og så fortalte vi ham lidt om de ønsker vi har og de udfordringer han har på det område.
Når vi som med artiklerne i Jyllands-Posten kunne highlighte vores synspunkter og fremvise andres positive reaktion på dem, skrev vi straks til alle i Trafikudvalget, hvorunder det hører. De kan forhåbentlig også huske både os og sagen fra et tidligere Foretræde på Christiansborg.
Vi har medvind mange steder, så vi tror på at det ender med, at politikerne sletter de linjer i loven, der kræver postkasseanlæg i udstykninger efter 1973. Der er jo mange steder hverken grund eller økonomi til det, og slet ikke brug for det. Og værre er, at det ville være praktisk umuligt at håndtere.